om pas-test
PAS er et pædagogisk afdækningssystem, udarbejdet af psykolog Steen Hilling.
Undersøgelsens formål er at beskrive et menneskes stærke områder.
Systemet baserer sig på Howard Gardners intelligensbegreb, "Multiple Intelligences". Udgangspunktet er altid at beskrive, hvad en person kan, i stedet for hvad han eller hun ikke kan.
Hvorfor vælge PAS?
PAS er et godt grundlag til at få mere viden om hvordan en person indlærer og erkender, samt viden om muligheder for personens udvikling.
Via afdækningen får man kendskab til personens informationsbearbejdning inden for de forskellige kompetencer.
Det gør det muligt at tilrettelægge en indlæring, et arbejde, eller en bosituation således, at der kompenseres mest muligt for kursistens handicap - og at man bygger på kursistens stærkeste områder.
PAS bruges i forbindelse med:
- udarbejdelse af en overordnet målformulering, hvor der skal tages stilling til en persons placering og/eller erhvervsmæssige fremtid
- udarbejdelse af faglige samt specifikke mål i undervisning og specialpædagogisk arbejde
Hvad består PAS af?
PAS-undersøgelsen indledes med en samtale med personen, der skal have foretaget den pædagogiske afdækning - samt evt. andre relevante personer.
Samtalen har til formål at belyse:
- hvilke problemer der er
- hvor detaljeret problemerne kan beskrives
- hvilke andre undersøgelser der foreligger
Derefter foretages selve PAS-afdækningen, der varer ca. 3 timer, som består af forskellige typer opgaver til afdækning af følgende kompetencer:
- den sproglige kompetence
- den visuelle kompetence
- den logiske/matematiske kompetence
- den motoriske/kropslige kompetence
- den musikalske kompetence
- den personlige/sociale kompetence
Inden for disse kompetencer afdækkes:
- opmærksomhed, koncentration og tempo
- evne til at analysere nye informationer
- evne til at danne ny hukommelse
- planlægning og brug af gamle og nye informationer
- perceptuelle og logiske processer
På baggrund af undersøgelserne udfærdiges en rapport. Heraf fremgår hvilke indlæringsmetoder, der vil være hensigtsmæssigt at tage i anvendelse i den fortsatte indlæring og/eller træning. Endvidere opstilles der forslag til en handleplan.
Afdækningen rundes af med en samtale, hvor personen, der har gennemgået en pædagogisk afdækning, deltager sammen med øvrige relevante personer. Her gennemgås resultaterne, og forslagene drøftes.
Supplerende undersøgelser:
Hvis man ønsker, at opnå så nuanceret en viden om personen som muligt, kan PAS suppleres med en fagtest i dansk og regning samt en personlighedstest ved en psykolog.
Hvem tilbydes PAS?
På nuværende tidspunkt tilbyder CSV samtlige kost- og grunduddannelseskursister samt enkelte kursuskursister at blive undersøgt.
Hér foretages undersøgelsen uden den indledende samtale, da vi har relevante oplysninger om kursisterne.
Kun i særlige tilfælde indkaldes udenforstående relevante personer til den afsluttende samtale, da testene er til internt brug i undervisningen - og ved møder med nære samarbejdspartnere.
Priser:
En PAS-undersøgelse koster kr. 6.900,- kr. Ved testning af fremmedsprogede tillægges betaling for tolk efter regning.
Dansktest kr. 3.500,-
Matematiktest kr. 3.500,-
Ved PAS-test forudbetales kr. 1.000,-. Beløbet modregnes i den endelige faktura, såfremt personen møder frem til de aftalte tider.
